FAQ

Ofte stillede spørgsmål

Tager du imod bestillingsopgaver?

Ja, det gør jeg såmænd. Både for private og erhverv. Hvis du har et ønske om at få noget lavet af mig, så send mig en mail med information og eventuelt billeder, så kan jeg vurdere opgavens omfang, samt et slag på tasken omkring budget.

Tag et smut forbi fanen "kontakt og bestilling" ved yderligere interesse.

Leveringstid

Jeg producerer hver enkelt bestilling når den lander, så påregn op mod 3 dage oven i normal forsendelse, da jeg normalt har ret travlt på daglig basis. Jeg bruger konsekvent GLS med tracking, de plejer at levere inden for 1-3 dage.

Ved bestillingsopgaver bruger jeg ofte op mod 2 -3 uger på færdiggørelse, så henvend dig venligst i god tid.

Motiverne

Alle blyantstegninger bliver, klart nok, tegnet i hånden med mine favoritblyanter på kraftigt papir som minder rigtig meget om det papir som de bliver printet og trykket på, med fin tekstur i overfladen.

Digitale malerier er udført i Photoshop, som er et fantastisk program jeg har arbejdet i siden 2009.

De originale malerier er udført med akrylmaling i kunstnerkvalitet.

I disse dage giver det måske mening at understrege, at jeg på ingen leder eller kanter benytter AI-gen apps til mit arbejde og har ej heller tænkt mig at gøre det.

Hvad er målene?

Jeg kører med 3 størrelser.

A5 som er 14,8 x 21 cm

A4 som er 21 x 29,7 cm

A3 som er 29,7 x 42 cm

Ikke alle af motiverne egner sig til samtlige mål, der vil være valgmuligheder til hver produkt.

Jeg tager i mod specifikke ønsker til mål.

Hvis du har en ramme som ikke helt passer med de standardmål jeg kører med, så kontakt mig pr mail. Jeg kan producere op til 29,7 x 42 cm. Specialmål vil blive pålagt 100kr i ekstra gebyr pga. individuel tilskæring.

Kvalitet

Alle produkterne bliver produceret fra mit hjemmestudio på min egen professionelle printer. Papiret til blyantstegningerne er 210g syrefrit, helmat premium kunsttrykpapir med fin overfladestruktur. Denne slags papir er falmefrit og holder, hvis det behandles med omtanke, en hel menneskealder.

Giclée prints udføres på 260g Hahnemuhle papir med en semi-mat finish som ligeledes holder en i mange, mange år.

Hensyn til miljøet

Jeg bruger genbrugspapir og pap. Ved større forsendelser genbruger jeg også papkasser når jeg har dem liggende.